Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, er sammen med andre økologiske kvægavlere bekymret for, at ulvens tilstedeværelse stresser dyrene på marken. (Foto: Anita Corpas)

Ulven bekymrer økologiske kvægavlere

30. januar 2017
Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, er sammen med andre økologiske kvægavlere bekymret for, at ulvens tilstedeværelse stresser dyrene på marken. (Foto: Anita Corpas)

Økologiske kvægavlere reagerer nu på den seneste måneds angreb på vestjyske naturplejefår. De oplever, at de kreaturer, der er efter økologireglerne skal være ude på marken, bliver stresset af ulvens tilstedeværelse. Og det handler ikke kun om frygten for at finde en død kalv:

“Det er så, hvad det er, at jeg finder et dødt dyr eller to, og måske også skal aflive et par dyr, men jeg risikerer at få en hel flok dyr, der ikke lever op til det, de skal produktionsmæssigt, fordi de er skræmt fra vid og sans”, siger Karl Nielsen til TV Midtvest. 

Han er økologisk mælkeproducent i Torsted ved Ørnhøj, hvor der gennem flere år har været sikre observationer af en ulv eller flere ulve i de nærliggende plantager. 

Også formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen (billedet), der selv har kødkvæg ved Skjern Å, er bekymret og peger på, at både dyrevelfærd og etik er presset af ulven.

“Det eneste der kan løse det her, det er jo, hvis man ikke har ulven længere. Men det ser ikke sådan ud”, siger Søren Christensen til TV Midtvest.

Se hele tv-indslaget og læs mere om den efterfølgende læserbrevsdebat

 

Husdyr syd for grænsen angribes af ulven

Det er ikke kun danske landmænd, der har problemer med ulveangreb på husdyr. Også lige syd for grænsen i delstaten Slesvig-Holsten registreres der mange ulveangreb:

“Der bliver flere ulve, og nogle af dem mister respekten for mennesker og boliger. Her skal det gøres helt klart, at både dyrlæger, politi og jægere må tage affære i konkrete, farlige situationer”, siger Horst Bröge, formand for jægerforbundet sydøst for Flensborg, ifølge BT til Flensborg Avis om de ulveangreb på husdyr i Slesvig-Holsten, som sidste år kostede 55 får, fire kreaturer og nogle fjerkræ livet.

Ifølge facebook-siden Her er ulven i Danmark var der sidste år officielt mistanke om ulveangreb i Danmark 23 gange. Og i januar i år har der allerede været seks angreb på vestjyske naturplejefår, hvor Naturstyrelsen i alle tilfælde med overvejende sandsynlighed har udpeget ulven som skurken.