ADESAN® MITE VET. – en god hjælp til vitamintildelingen

3. april 2017

ADESAN® MITE VET. forhandles som en frihandelsvare, og den tidligere receptpligtige ADESAN® VET. er ikke længere tilgængelig.

ADESAN® MITE VET. er en smule lavere i vitaminkoncentration end det receptpligtige produkt, der tidligere var på markedet. Det er niveauet af D3, der er lavere, og niveauerne af vitamin A og E, er derfor helt på niveau med det produkt, som I tidligere skulle have via dyrlægen.

ADESAN® MITE VET. foreskriver, at I har en handlingsplan fra jeres dyrlæge. Bortset herfra kan det anvendes i den/de dyregrupper, hvor der er et behov.

Det er et godt produkt til goldkøer og højdrægtige kvier, der går på græs, og som ikke nødvendigvis suppleres med goldmineraler, hvorfor vi ofte hos denne gruppe dyr ser svagere kalve ved fødsel, ringere kvaliteter af råmælk m.m.

Desuden kan det med fordel anvendes til kalve, der fodres med sødmælk, og derfor oftest er i mangel af E-vitamin, eller til kalve der er pressede af sygdom, fx i forbindelse med luftvejsinfektioner. Så helt generelt bør det anvendes for at styrke kalvenes immunforsvar.

Der bør injiceres 10-20 ml/kalv og 15-30 ml/ko. Vitaminerne optages let, og under normale omstændigheder er dyrene dækket i 1-2 måneder.

Så hvis du mangler hjælp til vitamintildelingen, er dette en rigtig god løsning.

ADESAN® MITE VET. må også anvendes af økologer.

Prisen

Prisen til kalve er ca. 1,50-3,00 kr./dagligt afhængig af dosis og indkøbssted.

Til køer koster det ca. 2,20-4,40 kr./dagligt – alt efter om du benytter den høje eller lave dosis.