Formand: Økologisk kampagne langt under lavmålet

13. september 2017

Økologisk Landsforenings nye kampagne “Ren madglæde – Økologi” provokerer formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, der selv er økologisk fødevareproducent.

– Kampagnen er langt under lavmålet, når den påstår, at “ingen med sikkerhed ved, hvordan sprøjtegifte påvirker vores sundhed, men at undersøgelser tyder på, at de blandt andet kan skade børns hjerneudvikling”. Det er en total undergravning af myndighedernes grundige kontrol af vores fødevarer og et forsøg på at sælge økologiske varer ved at pege fingre af vores kolleger i den øvrige fødevareproduktion.

– Det hører ingen steder hjemme at skabe den usikkerhed i befolkningen om dansk fødevareproduktion, når vi fra fødevaremyndighedernes kontrol ved, at vi her i landet producerer nogle af de mest bæredygtige og sikre fødevarer. Vel at mærke produkter, der efterspørges over hele verden, siger Søren Christensen.

Han mener, at Økologisk Landsforening i stedet burde rose de ikke-økologiske landmænd for hele tiden at udvikle sig.

– Som formand for både økologer og ikke-økologer er jeg træt af, at Økologisk Landsforening fortsat fremmer sin egen sag ved udokumenteret at påstå, at den øvrige produktion er ringere. Foreningen spiller i stedet på den frygt for sprøjtemidler, som man selv har skabt i befolkningen, men glemmer at fortælle, at alle landmænd er underlagt en skrap kontrol og tilstræber en bæredygtig og sikker produktion, siger Søren Christensen.