Landboformand: Spild af tid med øko-ynk

13. oktober 2015

– Lige nu har vi har en minister, der arbejder positivt for landbruget. Det skal vi bakke op om, fastslår Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.

Det er spild af tid at starte symbol-skænderi om økologiske målsætninger. Der er mere brug for fokus på at få gang i erhvervet, mener vestjysk landboformand.

– Vi har en minister, der i den grad viser, at hun vil landbruget. Det skal vi bakke op om, lyder det fra Søren Christensen.

Tekst & foto: Anita Corpas

Det er spild af tid at starte symbol-skænderi om økologiske målsætninger. Der er mere brug for fokus på at få gang i erhvervet, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.

Han går i rette med landbrugets brancheorganisation og flere politiske partier, der i de seneste dage har klandret Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), efter hun i sidste uge meldte ud, at regeringen agter at fjerne de økologiske 2020-mål.

Øko-ynk
For debatten om øko-målsætninger er politisk spil for galleriet og har blot til formål at vinde folkets popularitet, mener den vestjysk landboformand

– Det er populisme og spild af tid at bruge krudt på økologiske målsætninger. Det er ikke andet end symbol-skænderier, der sender et negativt signal langt ind i erhvervet, siger Søren Christensen.

Han forklarer, at selvom det givetvis ikke er hensigten, så skaber meldingen splid mellem landmænd med forskellige produktionsforme.

– Hvorfor rode i målsætninger, når det er meget mere vigtigt at bruge krudt på at få gang i samlet landbrugserhverv, siger Søren Christensen og pointerer;

– Vi skal ikke glemme, at konventionelt landbrug står for en kæmpe eksport til udlandet, mens efterspørgslen på økologi herhjemme er så stor, at producenterne slet ikke kan følge med.

Vil det hele
Imidlertid får det ikke betydning for omfanget af økologi, hvorvidt der findes formulerede målsætninger for økologi eller ej, siger landbomanden.

– Økologi er markedsdrevet. Derfor er det slet ikke er usandsynligt, at de økologiske målsætninger nås langt tidligere, for hvis forbrugerne køber det, så bliver det også fremstillet.

– Lige nu har vi har en minister, der vil det hele og arbejder positivt for landbruget. Det har vi brug for, og det skal vi bakke op om, fastslår Søren Christensen.